Med udstillingsåbningen den 6. september gør særudstillingen “Stjerner og Strik” sit indtog på Museum Give i en fantastisk installation i udstillingen På kanten af en ny tid!
Udstillingen er skabt i samarbejde med foreningen Seriøst Strik… for Sjov. Du kan opleve strikkede stjerner i alle tænkelige former. Hver og én er unik og skabt uden brug af opskrifter. Det er foreningens medlemmer, der selv har ladet sig inspirere af temaet og ladet hænderne og kreativiteten definere formsproget.
Lad dig inspirere af kreativiteten og det fine håndværk bag hver eneste stjerne.
I udstillingen På kanten af en ny tid skifter lyset, lydbilledet og stemningen mellem dag og nat, og gør således natten og mørket til en del af fortællingen om livet i de gamle hedeegne, før det elektriske lys gjorde sit indtog og trængte mørket tilbage. Stjerner som tema og emne taler således direkte ind i udstillingens formidling, og bidrager med nye og spændende fortolkninger i strik.
Stjernerne vil lyse op i den kommende mørke vintertid, og du kan nyde det fine håndværk frem til den 14. december.
OBS: Du kan også deltage i en spændende workshop med foreningens medlemmer! Søndag den 16. november kl. 12:00-15:00 afholdes der nemlig workshop i stjernestrik inde i selve udstillingen – og alle er velkomne.






