Stor udstillingsåbning den 27. juni kl. 15.00
Den tidligere Handel og Håndværksudstilling er blevet fornyet fra ende til anden. Centralt i udstillingen står en autentisk landsbykro nu som kronen på værket. Landsbykroen binder handelslivet og håndværksfagene sammen på midten og er en oplevelse i sig selv.
Kroerne er det helt specielle sted, hvor vejene mødes og historierne sidder i væggene. I mange tilfælde er de byer vi kender i dag vokset op omkring netop en landevej og en kro. Kroerne – de gamle landevejsoaser – har ikke bare serveret stuvet hvidkål og våde tæpper, men var centrale knudepunkter og overnatningssteder for vejfarerne. Senere udgjorde kroerne vigtige samlingssteder.
Her mødtes høj som lav til hverdag og fest, og nu kan du også tage plads i byens kro og mærke fornemmelsen af de mange historier, der gemmer sig i væggene.
Når den røde snor er blevet klippet, vil der være gratis udskænkning i kroen i anledning af åbningen.






