
Museum Give tilbyder undervisningsforløb, der er udviklet til at understøtte din undervisning.
Museets udstillinger danner rammerne.
Sammen træder vi ind i historien.
Læs mere om vores undervisningsforløb nederst på siden eller giv os et kald – så skræddersyr vi en god dag for jer!
Praktisk information
Alle forløbene tilpasses aldersgruppen.
Det er muligt at spise madpakker på museet og efterfølgende anbefaler vi en tur på skovlegepladsen eller i museumsskoven.
Beskrivelser af forløbene ses nederst på siden.
Har du spørgsmål kan vi også kontaktes på booking@museumgive.dk.
Transport
Der går både busser og tog til Give og museet ligger kun 1,2 km fra stationen.
Transportpuljen er en pulje, som kan søges af alle folkeskoler samt fri- og privatskoler i Vejle Kommune – ansøgningsskema kan findes på vejle kommunes intra, eller også kan man få det ved at henvende sig til Marlene ved Vejle kommune: marlt@vejle.dk eller tlf. 76815064.
BOOK DIT UNDERVISNINGSFORLØB HER

Den Gamle Skole
Tag med tilbage i tiden og ind i en landsbyskole for cirka 100 år siden. Her oplever I på egen krop, hvordan skolen fungerede dengang, og hvordan eleverne blev behandlet. Undervisningsforløbet giver jer en autentisk oplevelse af fortidens undervisningsmetoder og disciplin. Her får I en forståelse for vores skolesystem gennem tiden.
Undervisningsforløbet kombinerer historie med rollespil, geografi, religion og dansk. Forløbet er populært for både voksne og børn.
Om tilbuddet
Målgruppe: Målrettes aldersgruppe
Læringsmål: Indlevelse, historiske sammenhænge, menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne, åben og analytisk indstilling til samtidens og andre perioders og kulturers udtryksformer.
Folk og Flid
Træd ind på Nygård, og få et helt særligt indblik i fortidens levevis og landbrugsmetoder. Lige netop på det tidspunkt, hvor alt var under forandring. Efter en introduktion får I selv mulighed for at prøve kræfter med et praktisk håndværk. Her får I hands-on erfaring og en forståelse for vores forfædres daglige liv og arbejde. Forløbet kombinerer historie, dansk og samfundsfag med håndarbejde og kreativitet.
Undervisningsforløbet kombinerer historie med rollespil, natur og teknik og håndværk og design.
Om tilbuddet
Målgruppe: Grundskolen, Børnehave
Læringsmål: Håndværk og design, indlevelse, refleksion, opnå forståelse for materiel kultur i elevernes hverdag og i forskellige kulturer og tidsperioder, arbejde undersøgende, problemløsende og evaluerende.


Det Vilde Vesten
For ikke så længe siden, var Give en dansk frontier-by. Placeret på kanten af det vilde Vestjylland. Derude, hvor menneskene levede anderledes. De skabte deres egen orden og levemåde, som I her kommer helt tæt på. Forløbet inkluderer aktiviteter undervejs, hvor både kroppen og hovedet sættes i spil.
Undervisningsforløbet kombinerer historiefortælling, samfundsfag og dansk.
Om tilbuddet
Målgruppe: Målrettes aldersgruppe
Læringsmål: Indlevelse, refleksion, historiske sammenhænge, menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne, opnå forståelse for immateriel kultur i elevernes hverdag og i forskellige kulturer og tidsperioder, arbejde undersøgende, problemløsende og evaluerende.
Museum Give præsenterer: Alletiders Jul!
Julen er opbyggelig, afslappende og hyggelig.
Jul er simpelthen et megahit!
Kom helt tæt på Pyrus, Kandis og alle de andre kendte figurer fra den ikoniske julekalender. Oplev blandt andet den originale hip-hop-nissedragt, gå på opdagelse i den store urtepotte og besøg chefarkivar Birger Bertramsens kontor ved Danmarks Rigsarkiv.
Book juleforløb allerede nu
Booking til skoleforløb og grupper er nu åben for hverdage fra 9. november til 18. december 2026.
Forløbet i Pyrus-udstillingen varer ca. 1 time og efterfølges af mulighed for at opleve resten af museet på egen hånd. Forløbene er målrettet skoleklasser og grupper på op til 30 personer.
Der kan bookes følgende tidspunkter i perioden:
– 08.45 – 09.45
– 10.00 – 11.00
– 11.15 – 12.15
– 12.30 – 13.30
Vi arbejder stadig på de sidste detaljer omkring indhold og aktiviteter, men I kan allerede nu sikre jer en plads i julens mest nostalgiske museumsoplevelse.
Vi glæder os til at byde jer velkommen ind i Pyrus’ verden!
Skriv til booking@museumgive.dk eller ring på telefon +4520107782 for at booke!
Foto: Søren Hartvig, Tv2, Frontier2 Film

Selvkørende aktiviteter – bookes i formularen
Ud over de undervisningsforløb vi tilbyder formidlet, er der også rig mulighed for gøre dagen endnu bedre med et af vores selvkørende forløb. Det vil sige; vi åbner museet, stiller manualer, rum, rekvisitter, ingredienser etc. til rådighed og så står I selv for resten.
POV: Hedebondens dag
“POV: Hedebondens dag” er et selvkørende forløb, der tager udgangspunkt i en historisk fortælling om en hedebondes dag og gøremål. Læreren styrer eleverne gennem fortællingen, som vil give et særligt indblik i hverdagslivet på heden. Forløbet inkluderer fire aktiviteter, hvor eleverne skal samarbejde og lege sig gennem historien.
OBS: Forløbet foregår udendørs ved museets kolonihave. Pris: Gratis.
Opklar et mysterie på museet
Eleverne er detektiver for en dag og skal følge ledetråde, studere udstillingerne og opklare museumsmysteriet!
Foregår indendørs i museets udstillinger. Pris: Gratis.
Bonusaktiviteter – skal ikke bookes på forhånd
Skovlegepladsen
Skovlegepladsen er et oplagt sted, hvis man ønsker at forlænge sit ophold ved Museum Give. Skovlegepladsen har en bålhytte, gode siddepladser til medbragt mad og mange muligheder for leg og pause. Det tager ca. 10 minutter at gå fra museet til legepladsen.
Kolonihaven
Besøg selv kolonihaven som ligger ud imod vejen. Museets kolonihave fra 1937 blev renoveret i 2022, og der blev bygget endnu et hus i samme form som det eksisterende. Her er der sandkasse, balancebomme og to huse med borde/bænke.